Hjælp til trivsel i skolen for børn, unge og forældre
Skolefravær kan beskrives som en vedvarende modstand mod, eller vanskelighed ved at møde op og deltage i undervisningen eller skolens sociale liv.
Aldrig har der været så mange børn/unge, som oplever ufrivilligt skolefravær. Skolefravær er en meget "svær" størrelse, og det er selvfølgelig individuelt, hvilke tiltag og metoder jeg vil tage i brug. Det skal give mening for det enkelte barn eller den unge netop ud fra deres ressourcer og kompetencer.
Jeg er dreven af stor nysgerrighed i forhold til de børn og unge, jeg arbejder med. Den gode relation er den vigtigste. Igennem relationen kan vi kende barnets behov og udvikling. Herudfra kan vi arbejde videre på at hjælpe barnet eller den unge til på sigt at kunne gå i skole igen.
Hvis det giver mening med for eksempel skolefraværsproblematikker, kommer jeg gerne hjem til jer. Det kan give mere tryghed for barnet og hjælp til at åbne op i barnets eget tempo.
Tidlig indsats
Når et barn/ung begynder at have svært ved at komme i skole, er det vigtigt at reagere tidligt og med fælles opmærksomhed. Jo før udfordringerne bliver set og taget alvorligt, desto større er muligheden for at støtte barnet/den unge, før fraværet vokser sig større og påvirker både trivsel og fremtidig skolegang.
Når forældre, skole og relevante fagpersoner står sammen, skabes der rum for forståelse og tryghed. I fællesskab kan man få øje på, hvad der ligger bag modstanden mod skolen og finde løsninger, der tager udgangspunkt i barnets/den unges behov. Det kan være gennem nærværende samtaler, individuel støtte, faste og trygge rammer i hverdagen samt et læringsmiljø, hvor man føler sig set, hørt og inkluderet.
Med en tidlig og omsorgsfuld indsats kan der gives den støtte og ro, der skal til, for man igen tør møde skolen - og til gradvis at finde glæden, modet og troen på egne evner på længere sigt.